Iltmangel i børnefamilien

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Jeg står over for en drejning i mit liv. Jeg har sagt op og dermed forladt min lederstilling og den retning, min karriere havde. Men der er en anden karriere at tage i betragtning. Karrieren som mor, ikke nogen supermor, bare en nogenlunde godkendt præstation. Børnefamilier mister pusten og falder fra hinanden under presset hver eneste dag. Stress og jag får os til at glemme, hvem vi egentlig ønskede at blive gamle med, hvem vi startede ud med at være.

I går var jeg til en interessant national konference, i dag holdt jeg fødselsdagfest med 26 børn. Begge dele er noget, jeg elsker, men også noget, der tager pusten fra mig. Jeg må indse, at jeg ikke kan det hele på en gang. Der er en tid til alle ting, og da jeg ikke kan vælge at udskyde mine børns opvækst, må det være karrieren, der for en tid viger pladsen.

Jeg er ikke alene om disse tanker. Mange steder læser man om børnefamilier, der har spurgt sig selv, om det virkelig er sådan her, det skal være? Den evige dårlige samvittighed -skiftevis over for børn og kolleger. Jagten fra A til B for at nå det første morgenmøde og tilbage igen for at nå institutionernes lukketider. Og i denne jagt glemmer vi alt for ofte os selv og ikke mindst hinanden. En mor med tre små børn har også brug for en gåtur uden formål. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg har bevæget mig et sted hen uden at have et formål med det – og aldrig i mindre end i raskt trav.

Vi har brug for at have tid til at se hinanden. Vi skulle nødigt glemme hinandens øjenfarve og det faktum, at vi er mere end teamkammerater og lidelsesfæller. Vi var engang og er forhåbentlig stadig, inden under det stressede ydre og de tunge poser under øjnene, elskende, der dagligt har brug for hinandens anerkendelse og påskønnelse.

Hvorfor har jeg behov for at skrive alt dette, spørger jeg mig selv? En del af mig tænker nok, at det ikke er helt okay som veluddannet og en anelse stræberrisk pænpige-kvinde i sin bedste alder at skrue så gevaldigt ned for karriereblusset og gå min hjemmegående mormor i hælene. Men dertil må en anden og forhåbentlig mere fornuftig del af mig svare, at tid ikke bare er penge. Tid er meget mere dyrebar end penge. Og tiden, hvor mine børn er små, er så uendelig dyrebar, for den er så utrolig kort. Min ældste søn gik med ble for et øjeblik siden. Nu ved han mere om solsystemet, end jeg gør. Og jeg vil overbevise mig selv om, at de har bedre af en mere tilstedeværende mor uden hovedpine, der har trukket vejret mere end en gang på en dag og så havregrød til aftensmad en gang imellem, end en ekstra ferie eller mere legetøj. Er det hårdt stillet op? Det er det reelle valg. Valget mellem tid og penge. Og prestige selvfølgelig, men den må jeg hellere skyde en hvid pil efter med det samme.

For det er faktisk okay at ville leve, mens man gør det. Det er okay at ville kunne le på en onsdag.

Forskning i ungekultur viser, at mange unge føler sig stressede af det forventningspres, der ligger på dem for at få gode karakterer og komme hurtigt og godt igennem ungdommen og ud på arbejdsmarkedet. Jeg tænker bare, at hvis de unge allerede føler forventningspresset i gymnasiet, så er det ikke godt at vide, hvad der skal ske med dem, når de møder den mur af forventninger, der venter dem, når de engang forsøger at jonglere med størrelser som fuldtidsarbejde og småbørn. Forventninger, der rækker langt ud over, hvad et enkelt menneske kan nå på et døgn, også selvom det kun bliver til 5 1/2 times søvn, inden det går løs igen.

Vi er nødt til at kunne trække vejret – unge såvel som småbørnsforældre. Vi kan ikke vente, til vi bliver gamle nok. Til den tid er vores relationer måske døde af iltmangel. Og hvem skal vi så dele det hele med?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *