Til kamp mod kasserne!

Pigen og ballonen 001 lille beskæringI går på Kvindernes kampdag overvejede jeg at tage til et arrangement, som fejrede kampdagen, men det viste sig, at arrangementet bestod af en lang række taler, stillesidende og sandsynligvis uden plads til børn. Det er nok mest ældre kvinder, der kommer til den slags – i hvert fald nogen uden medbragte børn. Og det fik mig til at tænke, om min generations småbørnsmødre slet ikke har noget at kæmpe for? Selvfølgelig har vi det, men hvilken kamp skal vi dog vælge?

Jeg har et forslag. Jeg vil gerne kæmpe mod kasserne. Ikke dem vi er udstyret med, men de kasser som vi putter verden, hinanden og vores børn i. Faktisk vil jeg gerne invitere mændene med, for det er ikke kun kvinder, der putter i kasser.

I Søndagsavisen advarer familievejlederen Lola Jensen i en artikel om ”Hvilken type er dit barn?” mod, at vi sætter prædikater på vores børn. Men lige nedenunder er der så oplistet 4 børnetyper, og forslag til forældrene om hvordan man hjælper den og den type barn.

Jeg er godt klar over, at hensigterne ofte er gode ved at stille tingene op i kasser. Jeg er også godt klar over, at det er en menneskelig overlevelsesmekanisme. Hvis vi ikke skaber systemer af virkelighedens kaos, bliver vores hjerne helt ude af stand til at begribe den.

Men kassetænkningen er så omfattende, at vi knap nok bemærker, hvad vi gør længere. ”Nå, Emil passer ikke i denne kasse, så skal han nok over i denne.” Måske er Emil en god blanding af det hele? Hans fingeraftryk er ikke identisk med nogen anden i hele verden, så er hans personlighed, som har uendeligt flere komplekse komponenter, nok heller ikke.

scan0001

Jeg er selv ret god til at putte i kasser, for jeg elsker at analysere alting, og i en analyse kan kasser være ret praktiske. Men der er forskel på at beskrive tendenser i fx kunsthistorien og litteraturen og så at putte andre mennesker i kasser. Man kan måske beskrive nogle af komponenterne i et andet menneske for at opnå en bedre forståelse af deres måder at handle på. Men jeg tror simpelthen, at vores forenkling af andre børn og voksnes personlighed, gør os blinde over for deres unikke karakter. Vi er ikke bagesmølf, dydigsmølf eller stærksmølf. Vi har mange flere tangenter at spille på.

Min datter Anna er et godt eksempel. Hun kan være vild, hun kan være stille, sej og sårbar. Der er ingen kasser, der passer rigtigt til hende, for hun er et unikt menneske. Det er vi alle.

Hvordan kan man så takle forskellige børn og deres udfordringer, hvis vi ikke må sætte mærkater på dem? Jeg tænker, at vi skal turde at være nærværende nok til at lære dem indgående at kende som de helt særlige og specielle individer, de er. Og så vil vi måske instinktivt finde ud af, hvordan de behandles på den bedste måde. At møde dem med kærlighed, venlighed og et ønske om at forstå er altid en god begyndelse.

God kamp!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *