Højtlæsningsklassikere for de lidt større

 

godeklassikere6Som lovet vil jeg i dag give ideer til højtlæsning til de 7-10-årige. Er de ikke ved at være lidt for store til højtlæsning, vil nogle måske spørge? Mange af dem kan jo læse selv. Men man bliver da aldrig nogensinde for gammel til at få læst højt. Vi har måske bare glemt, hvor godt det er. Der er ikke noget bedre end at få læst højt. Det er nok derfor, lydbøger i stigende grad er populære. Og det bliver kun endnu bedre af den fælles oplevelse, når oplæseren er far eller mor. Man kan evt. skiftes til at læse op, hvis barnet er blevet en dygtig læser, eller skal træne lidt.

Men husk at oplæsningen ikke behøver at have noget andet mål end hygge og fællesskab. At der altid sniger sig lidt læring ind af bagdøren, når man åbner sin horisont gennem bøgerne, er jo bare en bonus. Glade og stimulerede børn lærer desuden meget mere. Desværre har meget skolegang den uheldige, og jeg er sikker på helt utilsigtede, konsekvens at pille al glæde og lyst ud af børnenes tilgang til bøger og læsning (og læring i øvrigt men det er en helt anden snak).

godeklassikere2

Når børn når 7 års alderen er det vigtigt først og fremmest at læse noget, som interesserer dem, og da de så småt begynder at finde ud af, hvad de synes er spændende at beskæftige sig med, bliver det i denne alder mere og mere forskelligt, hvad man skal vælge at læse sammen. Så tag udgangspunkt i barnet. Det kan være, at fagbøger er det allermest spændende i hele verden. Så læs dem sammen. Der er et hav af gode fagbøger om alt muligt skrevet særligt til børn i 7-10 års alderen. Der begynder også at være større forskel på, hvilke bøger piger og drenge falder for.

godeklassikere3

Derefter er det ligesom ved de yngste en god idé at tage udgangspunkt i, hvad du selv syntes var spændende i den alder. Dine børn får herved et lille indblik i din barndom og lærer dig bedre at kende.

Hvis man hellere vil læse noget nyere, begynder børnene at have en alder, hvor bøgerne også kan være spændende læsning for forældrene. Og er der noget bedre, end at tage på eventyr sammen i et nyt uudforsket univers? Så tag på en fælles bogjagt til det lokale bibliotek eller boghandel, og opdag nye perler.

Her kommer min liste med ideer. Det er fortrinsvis de bøger, jeg har læst sammen med min 9-årige søn, Noah, og det er en god blanding af nye og gamle klassikere for både at give ham de fantastiske læseoplevelser med, jeg selv har haft, og for at finde nye læseoplevelser sammen. Heldigvis er jeg jo stadigvæk helt vild med et godt eventyr.

Klassikere til de 7-10-årige:

godeklassikere4Det blæser på månen af Eric Linklater: Der er to bind om søstrene Dina og Dorinda, der kommer ud for sære eventyr. Bl.a. bliver de forvandlet til kænguruer og sat i den lokale zoologiske have. Den kan være svær at få fat på, da det er en overset perle. Men den er hyggelig, sjov, spændende og bestemt værd at læse.

Doktor Z-serien af Kasper Hoff: Rigtig god til drenge, der godt kan lide kombinationen af sjov og spænding, som de to venner Viggo og Mylle oplever i selskab med den skøre Doktor Zakarov, der sender drengen på forskellige vanvittige ekspeditioner.

Momo af Michael Ende: En fin bogskat om pigen Momos helt anderledes forhold til tid og travlhed og hendes nervepirrende kamp mod tidstyvene. Den er lige så god at læse som voksen. Nogle børn skal muligvis være 9-10 år for at få det fulde udbytte af den.

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren: Nu kan man godt begynde at gå over til de mere spændende eventyr i Astrid Lindgrens forfatterskab. Hvis man bliver glad for Brødrene Løvehjerte er Mio min Mio en god fortsættelse.

godeklassikere5Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry: En absolut klassiker til alle tider og til alle aldre! Dens livsklogskab og kommentar til vores sære menneskelighed er stadig lige relevant. Og den afføder de mest interessante samtaler med barnet.

Otto er et næsehorn af Ole Lund Kirkegaard: I den lettere ende er Otto en klassiker, som både er sjov for børn og voksne. Men der er jo mange flere klassikere af Ole Lund Kirkegaard, når man først er begyndt som Gummi-tarzan, Lille Virgil, Orla Frø-snapper og Frode og alle de andre rødder

Sommerregler af Shaun Tan: Denne bog er et lidt anderledes valg, fordi der ikke er så meget oplæsning i den. Men nyd den i fællesskab en aften eller to. Den bliver båret af Shaun Tans helt fantastiske illustrationer, og de små sætninger sætter virkelig gang i fantasien. Så gå på opdagelse sammen og tal om, hvad det egentlig er, der foregår i bogen. Er man blevet hooket på Shaun Tans skæve univers er Udkantsfortællinger og Ankomsten andre gode bøger fra hans hånd.

Jorden rundt i 80 dage af Jules Verne: Et godt eksempel på at vi bestemt må huske de gamle klassikere, som børn og unge har læst gennem de sidste 100 år. Peter Pan af J. M. Barrie er en anden vigtig del af vores kulturarv. Man snyder sig selv, hvis man tror man kender bogen, fordi man har set en film (det gælder i øvrigt altid).

Villads fra Valby-bøgerne af Anne Sofie Hammer: Disse bøger er mest for de 6-7-årige, men de må med, for de er rigtig gode til aldersgruppen og handler især om det sjove ved at lege og det svære ved at starte i skole. Villads er en dreng, man føler, man lærer at kende.

Den utrolige historie om den kæmpestore pære af Martin Strid: Med undertitlen – eller beretningen om, hvordan Jeronimus Bjergstrøm Severin Olsen blev genindsat i sit retmæssige embede som Solbys borgmester til glæde for alle byens indbyggere på nær én. Så er stilen slået an. Det helt vanvittige eventyr af Martin Strid sætter fantasien i gang og er ledsaget af Strids skønne streg.

Mumitroldene af Tove Jansson: Man tror måske, at man kender mumitroldene, og at de nok er til lidt mindre børn. Men der tager man fejl. Disse romaner er fyldt med spændende eventyr og sære væsner. Noah og jeg slugte dem nærmest, da vi læste dem sidste sommer.

Harry Potter-serien af J. K. Rowling: Man kommer ikke uden om de 7 bøger om Harry Potter. De tåler genlæsning og rummer de mest spændende og meget klassiske fortællinger om kampen mellem det gode og det onde. Hvis man har børn, der let bliver skræmte, vil jeg vente, til de er ca. 9 år, for der er meget spænding i. Men de er absolut ventetiden værd.

godeklassikere1Den uendelige historie af Michael Ende: Den helt store klassiker hvor drengen Bastian skal redde fantasiens verden fra undergang. Der er et kapitel for hvert bogstav, og den er skrevet med en beundringsværdig opfindsomhed og fantasi.

Narnia-bøgerne af C. S. Lewis: Også en del af vores kulturarv. Jeg er nok lidt inhabil her, for jeg ønskede i mange år at gå gennem et klædeskab og ind i det magiske land, hvor Aslan regerer. Dette er min Harry Potter, for jeg er født lidt for tidligt til at blive Harry-fan i første omgang. Og de hører med til mine egne bedste højtlæsningsoplevelser med min far. Igen er det klassiske fortællinger om det gode og det onde med interessante komplekse hovedpersoner og store dramaer.

Hobbitten af J. R. R. Tolkien: Ringenes Herre skal man nok lige vente lidt med, da de bestemt er mest for voksne. Men vil man starte på Tolkiens forfatterskab, er Hobitten en god begyndelse. Den er lidt mindre dramatisk, og kronologisk er det en forhistorie til Ringenes Herre, så de er gode at have med i baggagen, når man går i gang med det efterfølgende mesterværk.

Dette er så absolut ikke en udtømmende liste. Jeg kunne blive ved og ved. Derfor har jeg taget lidt forskelligt med – godt og blandet. I skal i øvrigt være hjerteligt velkomne til at skrive kommentarer her på siden, hvis I har tilføjelser eller andet.

God læselyst!

godeklassikere7

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *