At elske er at give plads

Giv plads5   
I Lena Bergströms fantastiske bog At give plads til en anden taler hun om, at det at elske handler om at give plads til en anden – selv at træde til side og lade den andens behov komme i centrum.

Giv plads8

Når spædbarnet skriger sine behov ud, er det ikke særlig svært at lade det komme i første række. Før ens egen søvn, sult og behov for et bad. Der er et begrænset udvalg af behov, og hvis spædbarnet ikke lige har ondt i maven, er det som regel tilfreds, når de basale behov for søvn, mad og nærhed er opfyldt.

Giv plads4

Når barnet bliver større kan behovene være mere kringlede at finde ud af. Et barn på fire, der slår og sparker, kan i virkeligheden godt have brug for et knus oven på en hård dag i børnehaven. Teenagerens afvisning betyder sjældent, at de ikke har brug for en. Det virker som om, at vi som forældre i højere og højere grad har brug for at oversætte for at finde ud af, hvilke behov vores børn har, og hvordan vi bedst får dem opfyldt.

Giv Plads 3

Som voksne i parforholdet har vi ofte gjort det helt indviklet for hinanden ved at sige noget men mene noget helt andet. Psykologen og forfatteren Mattias Stølen Due fortalte for nogle dage siden i artiklen Føl mindre, elsk mere, i Kristeligt Dagblad, at vi ofte går til angreb mod den anden i parforholdet som et skjold over den sårbarhed, som vi hellere skulle dele. ”Det er lettere at lytte til en, som savner én, end at få at vide, at man er forkert og langt ude.” siger han. Men vi frygter at blive sårede og vælger derfor ofte at angribe.

Giv plads9

Vi mennesker er ikke så lette at blive klog på, men vi har alle brug for at blive elsket – børn som voksne. Og familien bør jo være det sted, hvor man får det rygstød af kærlighed, man skal møde den forvirrende verden med. Hvordan bliver vi så bedre til at give hinanden plads og dele sårbarheden frem for at gå til angreb?

Giv plads6

Jeg er ret vild med det lille ordsprog, der ofte står på magneter og den slags: Elsk mig, når jeg fortjener det mindst, for der har jeg mest brug for det. Elsk barnet, der sparker og slår, eller lukker døren i hovedet på dig. Elsk manden der siger det helt forkerte på det helt forkerte tidspunkt, eller ikke lige får gjort de ting, du håbede på. Og elsk kvinden i dit liv, når hun har en af de dage, hvor alting ser mere uoverskueligt og rodet ud, end det plejer, og hvor alle tilsyneladende gør alting på den forkerte måde.

Giv plads10

At elske er i højere grad et valg end en følelse. Følelser kommer og går og er ofte meget komplicerede. Men hvis du giver dine nærmeste varme, når de fryser, et knus og et sødt ord med på vejen eller en ekstra marmelademad, vil jeg vædde med, at du vil få en masse varme og smil den anden vej.

Giv plads7

Jeg tror, kærligheden ofte må slås med vores egoisme, hvor vi selv vil være i centrum for alt og have først. Men kærligheden ønsker at give og sætte en anden i centrum.

Giv plad2

Det er ikke sådan, at vi skal være dørmåtter og aldrig sætte os selv i centrum. Men ved at være nærværende og elskende i praksis forsvinder den destruktive side af egoismen mere og mere, og et konstruktivt vi-fællesskab i familien eller i venskabet vokser frem.  Med et vi i ryggen, når vi bevæger os ud i verden, er vi stærkere. Og barnet kommer måske ikke så let ud af balance i skole og børnehave, for det ved, at lige meget hvad der sker i det store og socialt komplicerede børnefællesskab, så er det elsket af dem, der betyder mest. Denne vished om at være elsket gør en verden til forskel. Det burde ikke være så svært, for vi elsker alle i udgangspunktet vores børn og ægtefælle og vil dem det bedste. Men det er svært, og vi må øve os hver dag på at give knus, når hårde ord trænger sig på og på at give plads til en anden.

Giv plads1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *