En politikerfrues bekendelser

Familien Jakobsen lysnet og beskåret

Så er valgkampen i gang, og jeg har glædet mig til at få vores fremtid afklaret. Min mand stiller nemlig op til folketinget for Socialdemokraterne her i Østjylland.

Men jeg har også frygtet denne periode lidt. Ikke så meget fordi der ikke bliver noget familiesamvær med Daniel de næste tre uger overhovedet. Det er jeg helt indstillet på. Nej, det er mere, fordi jeg bliver nødt til at logge af Facebook, styre udenom nyhederne og prøve at lukke ørene generelt. Jeg ved godt, jeg er sart. Det har jeg aldrig lagt skjul på, men det er jo heldigvis heller ikke mig, der er politikeren.

Det handler ikke så meget om politikernes tone over for hinanden. De skal selvfølgelig arbejde på at tale ordentligt og ikke kaste så meget med mudder. Det klæder ingen af dem. Absolut ikke!

Men det, jeg prøver at undgå, er ikke politikernes kradse tone over for hinanden. Det, som virkelig rammer mig, er den politikerlede, der springer frem alle steder selv hos de mest sympatiske mennesker. Daniel tager det ikke så tungt. Men jeg har simpelthen svært ved ikke at tage det ind.

Det skyldes primært to ting: For det første elsker jeg min politiker, og jeg er træt af, at han (og andre) bliver skudt i skoene, at de er kyniske eller højt hævede over almindelige menneskers liv. Vores børn går også i en almindelig institution, hvor det nogle gange er svært at få enderne til at mødes. Vi kører på de samme veje og har de samme oplevelser af verden, som til tider er urimelig.

Men man skal nogle gange huske på, at de fleste politikere er blevet politikere, fordi de ønsker at gøre en forskel her i verden og i vores samfund, lige gyldigt hvilken partifarve de har. Og det er ikke fordi, vi skal falde på knæ for dem på nogen måde. Men selvom det kan være en Uriaspost at være dansk politiker, skal vi være glade for, at nogle mennesker gider at være det. For hvad er vores alternativ, hvis ingen vil involvere sig i politik og forsøge at tage et ansvar i det store kaos, vi kalder virkeligheden?

Og det leder mig hen til min næste grund til at slukke for nyhedskanaler og sociale medier i denne tid. For hvad er det for et tankegods vores børn arver, hvis vi altid går og brokker os over politikere? I fremtidens Danmark skal der jo gerne stadig være nogle, der ønsker at gøre en forskel uden at blive set ned på. Der skal være nogle, der tør tage stafetten op og altid arbejde for at gøre det endnu bedre for at skabe et godt og trygt samfund.

Jeg er slet ikke imod en god konstruktiv debat, og jeg er enig i, at mange ting kan blive meget bedre, end de er i dag. Men den syrlige tone, som skærer alle politikere over den samme kyniske kam, gør mig både trist, træt og ærgerlig. Jeg er nok ikke den ideelle politikerfrue, for jeg er ikke belagt med teflon. Men hvem er i virkeligheden det? Selv de mest garvede politikere kan sikkert have dage, hvor politikerleden får dem til at tvivle på, om de kan overkomme at holde kursen og ikke tage tonen personlig.

Når alt dette er sagt, så møder jeg heldigvis dagligt rigtig mange gode ønsker og tanker i denne tid. Folk som oprigtigt ønsker os det bedste, og håber på, at Daniel kan være med til at gøre den forskel, som han brænder for. Tak for det!

Med håbet om en god tone og et godt politisk forbillede for vores børn, ønsker jeg alle en rigtig god valgkamp!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *