Fagre nye hjemmekontor

IMAG2714Nu sidder jeg her virkeligt! Efter lang tids overvejelser, en lidt trist opsigelse af mit arbejde, mange forberedelser og ikke mindst en masse sommerfugle i maven sidder jeg endelig her ved mit hjemmekontor. Det er fantastisk at få en anden hverdag med stille, hyggelige morgener med de to mindste, der endnu ikke skal nå skolen, med hjemmebagte boller til eftermiddagsmad og ikke mindst med masser af nærvær. Den anden dag tog jeg lige en rask pudekamp med mine to drenge. Hvornår har jeg gjort det sidst? Mit energiniveau og overskud er helt anderledes end for et halvt år siden. I løbet af dagen får jeg tid til at tegne og skrive her ved min gode plads i køkkenet med udsigt til terrassen og fuglene i hækken. I må undskylde, hvis jeg virker en anelse overstadig, men jeg er virkelig glad for mit nye liv.Fra telefon jul 2014 3541Herfra skal jeg også skrive min nye blog. Det første projekt jeg tager fat på, er at lægge sidste hånd på billedbogen om Asta. Hende skal I nok høre mere om. Hun er ved at komme til live på papiret. Jeg mangler bare lige en portion mod til at kontakte de helt rigtige forlag. Men det kan jo ikke nytte noget. Kom så, løvemod, slå dig ned hos mig. Hvad er det værste, der kan ske? Afslag er vel bare en anledning til at prøve igen et andet sted.

Om ikke så lang tid bliver min hjemmeside færdig, hvor man vil kunne købe mine illustrationer. Jeg mangler bare at finde et godt trykkeri. Er der nogle, der har gode erfaringer? Det skal jo gerne være en vildt god kvalitet til næsten ingen penge. Mindre kan simpelthen ikke gøre det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *