25 ting der kan gøre mig glad på en kold januardag

     sne5   Vintershumørløfterlisten

sne1

Nu fryser det derude. Jeg sidder her med krykker (efter en ellers helt fantastisk skijuleferie) og ondt i halsen. Selvom jeg heldigvis aldrig har været rigtig vinterdeprimeret, har der altid skullet lidt mere til for at få humøret op i de kolde, mørke vintermåneder, hvor foråret og solen synes langt væk. Og ikke mindst når man er en forkølet og forfrossen krøbling, som jeg er lige nu.

Så jeg har lavet en liste, som jeg kan konsultere, hvis jeg skulle glemme, hvad der kan få mig i godt humør på en kold vinterdag. Lad dig bare inspirere, hvis du også har brug for en humørløfter, eller lav din egen liste. Nogle dage kan man glemme, hvad der virkede godt på humøret i går.

sne6

Det er slet ikke så unaturligt at bruge lidt ekstra tid på sit eget velbefindende i vintermånederne. Helt tilbage til vikingetiden og endnu længere endnu var vintermånederne hvilemåneder, hvor man koncentrerede sig om indendørs sysler, forberedelser af redskaber, historier omkring ilden og særligt ved juletid en nødvendig opfyldning af fedtdepoterne for at kunne klare sig til foråret kom. Det er først i det industrialiserede samfund, at der blev mere lighed mellem sommer- og vinterarbejde. Og det forventes nu, at man arbejder lige meget og på samme måde i alt slags vejr. Jeg tror, vi har glemt, at hvis det skal være muligt at leve så højt mod nord, som vi gør, så må vi tage kulden og mørket alvorligt og give os selv lov til ekstra hvile, hygge og varme drikke.

(Billederne er for det meste fra skiferien, for det får mig også i godt humør at tænke tilbage på de mange gode og hyggelige timer med familien på ski og i den julehyggelige hytte i Hemsedal.)

Nå men her kommer min egen vintershumørløfterliste:

Skriv “Smile” på pinterest og se de mange skønne smil fra folk fra hele verden. Det er svært at modarbejde spejlneuronerne i hjernen og ikke selv begynde at smile efter de første fem billeder.

sne7

God varm kakao eller chokolade virker altid. Chokolade og varme på en gang. Og så får man også varmen i fingrene af at holde om koppen.

Danse i stuen, eller i mit tilfælde bare rokke til musikken. For det er svært ikke at smile, når der er rytme i kroppen.

At sidde i en solstråle. Det er vigtigt både for humøret og for d-vitaminbehovet at udnytte den sol og det lys, der er. Luk øjnene og drøm dig væk til en liggestol på en sommerstrand.

At følge virkeligt kreative mennesker. Jeg får altid et skud af kreativ energi, når jeg ser eller hører andre lave noget virkeligt kreativt. Her er nogle få af mine yndlingskunstnere: Pomplamoose, som laver glade og meget kreative musikvideoer på youtube og bare virker som nogle skønne, skøre mennesker. Peter Broderick, som laver god musik men især hans hjemmeside og album http://www.itstartshear.com er en fantastisk kunstnerisk oplevelse, hvor man bliver taget med helt ind i skabelsesprocessen af musikken og teksterne. Http://lucillemichieli.tumblr.com/ er en fantastisk blog fra en fransk illustrator og diy-mester. Der er mange flere. Her var bare lige nogle få forslag.

sne3

Frisk luft. I den smukke frost er det oplagt at gå sig en tur. Hvis man, som jeg, er forhindret i det, kan man også bare stå lidt uden for sin dør og nyde den rene luft og de røde kinder, man hurtigt får.

En varmepude, som den jeg har i ryggen lige nu og så et tæppe om benene og tykke sokker. Mm at putte sig ind i alt det, og mere til, er slet ikke så dårligt.

En god film eller serie nøje udvalgt efter det humør, du er i. For mig må der gerne være en vis portion feel good i den i denne mørke tid. Det skal næsten være højsommer, før jeg kan overskue tunge, triste, sortsynede film.

En smuk kunstbog eller en god kunstudstilling. Kunst har altid givet mig energi. Det er nok derfor, jeg er kunsthistoriker. Lige nu kan jeg ikke vandre rundt på udstillinger, men så finder jeg de fine kunstbøger frem, som jeg kan nyde igen og igen eller låner nogle nye på biblioteket.

Hyacinter eller tulipaner og alt andet man kan sætte i vaser på denne tid af året. Når det ikke blomstrer udenfor, kan det få lov at blomstre inde.

At få julepynten væk og få rene flader. Det er hyggeligt at sætte det op, men det er nu også rart at få det væk igen. Eller det vil sige, jeg er ikke vild med selve processen. men når det så er gjort, er det nu rart. Lige nu er der dog langt igen for denne humpefussekraknase, men juletræet, det drys, er dog kommet ud i haven.

At læse en god børnebog højt for sine børn og mærke, at både børn og voksne nyder det, som gode børnebøger kan. Lige nu er det Flammernes Pokal med Harry P. og Stian Holes Garmann serie, vi nyder… og så den evindelige Lynet Mcqueen, som helt sikkert bliver nydt af mindstemanden… Måske knap så meget af os andre.

sne4

At få tegnet lidt. Helst ville jeg tegne hver dag, men det bliver det ikke altid til. Det er nu så skønt at skabe nye verdener på det tomme papir.

En rigtig god kop kaffe på gode bønner – gerne med varm mælk i. Ooog måske en enkelt lille left over julesmåkage til (det skal jo spises, det skidt).

At grine med venner og veninder. Om vinteren gør det slet ikke noget, hvis man inviterer til lidt flere hygge-snakke-spise-god-mad-og-drikke-rødvin-aftener med sine venner og veninder. Der er vist ikke noget bedre end at få grinet igennem og få vendt hele verdenssituationen en gang eller to.

At skrive for fornøjelsens skyld… som jeg gør lige nu. Jeg kan lide at producere tekster lige meget, hvad de skal bruges til. Også selvom de slet ikke skal bruges til noget som helst. Det er processen, der giver mig energi.

Et dejligt måltid mad lavet af min mand med kærlighed. Han er faktisk rigtig god i et køkken. Og hvad er bedre end at komme ind i stuen til en duft af steg eller thai-ret og bare sætte sig ved bordet? Så føler jeg mig forkælet.

En tur i spa eller wellness. Det bliver nok ikke lige foreløbigt. Men det hjælper altid godt på humøret i et par uger – både når man glæder sig til det, og når man lige har været af sted og føler sig gennemren og varm.

At få knus og tegninger af mine børn. Både knus og tegninger hænger løst på mine børn. Hvor er det dejligt!

Nybagte boller. Både duften, smagen og smøret der smelter.

At alt udendørs arbejde ligger i dvale. Jeg behøver ikke at røre en finger i haven i flere måneder. Eller det burde jeg måske ifølge haveeksperter. Men jeg gør det ikke, med mindre det drejer sig om snemænd og -lygter.

sne8

Søde sms’er eller hilsner. Vi burde måske skrive nogle flere beskeder til hinanden, bare som digitale knus og ønsker om en god dag. Jeg har fået en del i forbindelse med min knæskade. Det varmer så dejligt, at andre tænker på dig og bekymrer sig om dig (det kan selvfølgelig også tage overhånd, mor 😉 – alt med måde).

At tænke på alt det store og mirakuløse i livet, vi har fået lov at opleve. Om man kigger på den frostklare stjernehimmel eller sit barns sovende ansigt, så er livet da et under, og vi står lige her, hvor vi har mulighed for at opleve det.

Kage. Need I say more?

sne2

At vi går mod lysere tider. Det i sig selv kan løfte mit humør lidt. For hver dag bliver dagen nogle sekunder længere, og solen får mere livgivende magt.

God januar herfra. Må det nye år bringe os mange gode ting.

sne9

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *