Den glade giver

IMAG2458Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke ønsker at moralisere eller virke bedrevidende. Hvordan og hvor meget folk prioriterer familielivet, er dybest set deres egen sag. Men jeg vil gerne give inspiration til dem, der ligesom jeg ønsker at gøre det lidt bedre endnu. Jeg er på ingen måde perfekt, så det er lige så meget til mig selv, jeg forsøger at notere nogle ting, der tilsyneladende virker efter hensigten. Vi kan kalde det “Tips og tricks fra den uperfekte mor”.

Et af de tricks, eller faktisk er det mere en tankegang, er at give, når man ønsker at få. Selvom det er sagt utallige gange på utallige måder, har jeg det med at glemme, at det i bund og grund er sådan, det hænger sammen. For hvis man giver det, man ønsker at få, kommer der som regel noget tilbage af samme skuffe. Et godt eksempel er, når vi kvinder tænker, at vi gerne vil have opmærksomhed og gaver og blomster og søde smil og komplimenter og… og… og…(det gør jeg i hvert fald med jævne mellemrum). Men vil mænd ikke også gerne have det? Vi kræver ligestilling på alle områder undtaget lige, når det kommer til dette. Her må mændene gerne være oldschool galante og ridderlige – også gerne lidt tankelæsere. Men måske skulle vi vende den rundt. Hvis jeg har behov for søde smil og en lille bemærkning eller berøring, så har han det nok også. Det er ikke nogen mirakelkur. Men som regel bliver opmærksomheden taget imod med åbne armen.

Samme tankegang kan bruges, når man gerne vil have sine børns fortrolighed. Jeg kan godt forstå, hvis børn ikke vil give fortrolighed, når det bliver vredet ud af dem. Jeg kan endda huske, hvordan det føles. For at være helt ærlig har jeg det stadig sådan. Men hvis en sætter sig ned og deler noget med mig, får jeg også lyst til at dele. Sådan er det også for mine børn. Derfor har vi indført en lille tradition ved spisebordet, der hedder: Værst og Bedst. På tur fortæller vi hinanden, hvad der har været det værste og det bedste i løbet af vores dag. Det virkede lidt stift i starten, men det får børn og voksne til at fortælle om deres dag. Og det åbner helt automatisk op for at få ord på de ting, man er blevet ked af, og dele de ting, man godt kan lide. I sidste ende handler det ikke om, hvilke metoder man bruger, men det er princippet i, at man skal give den fortrolighed, man ønsker at få. Ikke sådan at forstå, at du skal dele dine dybeste hemmeligheder med dine børn. Men giv dem et lille ægte stykke af dig, og du vil helt sikkert få et ægte stykke af dem retur. Det er stærkt vanedannende at blive fortrolig med sine børn. De har de skønneste perspektiver på vores virkelighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *