Kvinde mod kvinde – kan vi komme videre?

Medsøstre6Vi hører ofte, at kvinde er kvinde værst. Vi siger det også lejlighedsvist selv. Men har vi nogensinde overvejet, at det ikke behøver at være sådan? Kan vi ikke prøve at skabe en modkultur?

Det er så grundlæggende, at ligesom de små drenge slås, holder små piger hinanden udenfor på skift. Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv, og nu har jeg en datter, der prøver det samme. Det er vel en eller anden form for magtafprøvning. Der er ikke noget mønster i det, og det skifter fra dag til dag. Man kan sagtens have mange bedste venner den ene dag, og den næste dag står man helt alene i skolegården.

Jeg ved med min hjerne, at det er sådan og nok vil være sådan til tidernes ende. Men det løber mig koldt ned ad ryggen og giver mig ondt langt ind i hjertet, når min datter oplever det. Er vi ikke er kommet videre?

Medsøstre5

Vi har ellers i årevis været over drengene og sørget for, at næsten ingen længere får en daglig blodtud eller buksevand i skolegården. Men pigernes rankespil er i mine øjne om muligt endnu værre og meget sværere at komme til livs.

Er det en storm i et glas vand, jeg pisker op her? Nej, for det sætter sig i psyken. Hvor mange kender ikke kvinder, der af og til ikke synes, de er gode, dygtige eller smukke nok? Eller sagt på en anden måde hvor mange kender bare én kvinde, der aldrig tænker sådan? Måske stammer noget af det fra aldrig at vide, om man er god nok til at være med i legen den dag. Har man fået de rigtige bukser på, den rigtige frisure eller er der en helt anden regel, der gælder i dag?

medsøstre3

Hvad kan vi så gøre ved det, kære medkvinder, medsøstre og medmødre – og fædre (I må også gerne være med, men det bliver nok lidt sværere for jer)? Vi kunne jo starte med at være gode rollemodeller og fortælle vores døtre, at piger og kvinder kan alt, hvis vi spiller sammen i stedet for at bekrige hinanden – alt måske undtaget at tisse på kryds.

Medsøstre2

Vi kan starte med at rose vores medsøstre, selv dem vi ikke kan lide og lade være med at bagtale dem. For mon det ikke er misundelse, der får os til at se skævt til de fleste andre kvinder? Jeg skal slet ikke sige mig fri. Jeg kan huske, hvilke piger jeg har været misundelig på helt tilbage til børnehaven. Men hvordan kvæler man misundelse mest effektivt? Jeg tror, det er ved at modarbejde den indefra og nægte den at få tag i hjertet og følelserne. Vi må lære at sige: “Godt for dig!” og være stolt over vores medsøstres præstationer i stedet for at skumle og vente på den først kommende mulighed for at finde fejl hos den, der ellers har opnået at få så meget af det, vi gerne vil have.

MedsøstreJeg tror aldrig, vi kommer til et punkt, hvor misundelsen ikke taler lokkende til os. Selv Hillary Clinton eller Oprah ønsker nok indimellem, at de var en anden og kunne noget helt andet. Men jeg tror, at hvis vi modarbejder misundelsen af vores medkvinder, så kan vi på længere sigt opnå tre ting:

  1. At være gode rollemodeller for vores døtre i relationerne til andre piger i skolegården og resten af deres liv.
  2. At slutte fred med dem vi nu engang er og bruge vores gode kræfter på bedre ting end at bekæmpe hinanden og i stedet få et bedre fællesskab.
  3. At nå meget længere end vi kan hver for sig i hver vores lille boble af selvforstærkende bitterhed skabt af al den akkumulerede misundelse, vi har opbygget ved at være vidne til andre kvinders succes.

Solen bryder også ud over vores eget liv, hvis kvinderne omkring os stråler og trives. Åh, hvor ville jeg ønske, at vi kunne skabe en bedre verden at være pige og kvinde i, så vores døtre engang kan komme til at strutte af selvtillid og bruge hinandens mange styrker fremfor at udpege enkelte svagheder.

Kære medsøstre, lad os hjælpe hinanden med at skabe modkultur!

Medsøstre4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *