Familietid som vejret i april


IMG_2107Familietid kan være som aprilvejret, som det på smukkeste og vildeste vis viste sig denne weekend. Det ene øjeblik skinner solen, og vi føler, at sommeren er lige om hjørnet. Det næste øjeblik regner det pludseligt, eller hagler, tordner eller sner. Vi kan hygge os vældigt, og pludselig glider en sort sky for solen, og alle bliver sure og tvære, men lige så hurtigt kan det heldigvis skifte igen, og de varme smil breder sig igen mellem os.

IMG_2076

De fastfrostne familieidylbilleder, vi ser i turistbrochurer, findes ikke i virkeligheden. Eller jo de findes i millisekunder, og det næste øjeblik har nogen taget en andens plads, eller vi voksne begynder at diskutere, hvem der er bedst til ikke at skælde ud. Virkeligheden er aprilvejr -omskiftelig, vild og det er på sin vis meget smukt.

IMG_2074

Vi snakker så meget om at leve i nuet. Som børnefamilie kan det være svært at synke ned i nuet, for der sker hele tiden noget, og vi skal hele tiden videre. Det er ofte ikke børnene, der ønsker det. De evner virkelig at være lige nu og her -at tro det er sommer, når solen sikker, og ikke at beklage sig, når der lige pludselig bliver mulighed for at lave en snebold eller hoppe i en vandpyt. Måske er det, fordi de lever i nuet, at enten kan man slet ikke få dem med videre, for de hygger sig lige så godt, eller også rækker deres tålmodighed ikke et eneste øjeblik, for de keeeder sig.

IMG_2088

Jeg øver mig i at lave få men velovervejede planer for de weekender, når vi endelig har en tom kalender og skal lave noget familiehyggeagtigt. Denne forlængede weekend bestod af en dag med tur til en smuk anemoneskov, en dag med oprydning på børneværelserne og en dag med tur i svømmehal.

IMG_2087

Tidligere har jeg haft en idé om, at vi kunne nå mere end en, måske to, tre eller fire aktiviteter på en dag. Men hvis vi virkelig skal nå at være der, hvor vi fysisk befinder os, så nytter det ikke noget, at vi voksne hele tiden har travlt med at komme videre. Og jeg skal virkelig øve mig, for jeg har 117 ideer om, hvad vi skal nå – både af hygge- og pligtting. Men det hjælper ikke noget at være for ambitiøs, for så lever jeg hele tiden i næste og næste øjeblik, aldrig lige dér hvor børnene er og finder en mariehøne eller går den modsatte vej, fordi de hellere vil udforske skoven ved at gå hen over en å og væk fra stierne. I virkeligheden har jeg jo den filosofi, at det er væk fra stierne, ude i vildnæsset, hvor man får våde sko og beskidte knæ, at eventyret befinder sig. Men jeg ved ikke, hvad det er for en voksensyge, der griber mig (og jeg er sikkert ikke den eneste), men pludselig vil jeg videre og helst hjem med rent tøj og tørre tæer.

IMG_2084

I aftes lavede jeg Coq au vin. Der var fodboldstøj fra stuen og børneskænderier fra værelserne. Vivaldi spillede i køkkenet, og jeg nød faktisk øjeblikket, selvom det var langtfra perfekt. Solen skinnede gennem vinduet. Men det, jeg først fik øje på, var et fedtet barnehåndaftryk. Jeg valgte at fokusere på solskinnet. Når det bliver weekend efter en lang uge, hvor vi det meste af ugen bor i hver sin landsdel, kan man godt have store forventninger til den rene weekendidyl. Den findes bare ikke. Der findes weekender med al for meget søskendekærlighed, op- og nedture, pligter og klemte fingre. Og det er midt i alt dette, at idyllen alligevel momentvis dukker op, ligesom april, der lige pludselig tager en ny kjole på.

IMG_2083

Vivaldi og solskinnet og duften af coq au vin, der simrede, mindede mig om det. Vi har et valg i forhold til, hvad vi vil fokusere på. Jeg kunne også fokusere på reklamebloklyden fra stuen eller irritere mig over, at jeg er virkelig dårlig til at få det rene vasketøj ekspederet det sidste stykke ind på værelserne. Det lander altid på magisk vis i samme stol og kommer ikke videre. Men igennem de fedtede barnehåndaftryk skinnede solen, og duften af maden bredte sig. Senere fandt jeg ud af (hvad der nok anede mig), at ungerne ikke er store fans af fransk madlavning og foretrækker havregryn. Det gør ikke de foregående øjeblikke dårligere. Hvis det var tilfældet, ville jeg altid kunne trække min lykke ned, for i april og i børnefamilier venter den næste regnvejrssky altid lige rundt om hjørnet.

IMG_2103

God uge derude. Må den kommende uge bringe jer masser af hverdagskaos med små skinnende gran af idyl ud over det hele – som solstrejf gennem regnvejrsbyger, der pludselig danner den smukkeste regnbue.

IMG_2090

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *